NonViolent Communications 2024
Min kusine, Alea, og hendes kæreste, Mathias, har været en del af NVC (Nonviolent Communication) i årevis, men jeg havde aldrig selv prøvet det. I 2024 ændrede det sig. Deres bryllup var i December 2023 og der mødte jeg 2 gæster, Joachim og Ricardo, som jeg faldt i en lang snak om selvudvikling, kommunikation og hvordan man kan håndtere konflikter på en mere bevidst måde. Der var en dyb ro og nærvær over dem, som fascinerede mig.
Jeg var nysgerrig, hvor kan man møde de her mennesker? De nævnte, at de kendte Mathias og Alea gennem NVC, og at det var et sted, hvor man virkelig kunne udforske de her emner. Så jeg meldte mig til festivalen det år.
Festivalen var fyldt med workshops, alle organiseret af deltagerne selv. Hver dag var der nye muligheder for at lære, opleve og udvikle sig selv. Jeg prøvede et par workshops, men jeg følte mig lidt som en outsider. Det var, som om alle andre talte et sprog, jeg endnu ikke havde lært.
Jeg delte min frustration med Joachim, og han sagde straks “Tak! … Tak for at dele dit behov med mig.” Sikke en underlig reaktion tænkte jeg…. Han tog straks initiativ til at arrangere en begynderworkshop for at forklare NVC’s grundprincipper: observationer, følelser, behov og anmodninger, samt hvordan man skelner mellem f.eks. observation og fortolkning eller sympati og empati.
Endelig begyndte tingene at give mening, og jeg kunne begynde at deltage mere aktivt.
Vi blev inddelt i "hjemmegrupper" – små fællesskaber, hvor vi mødtes hver dag for at dele vores oplevelser og refleksioner. Hver person havde 20 minutter til at snakke om lige præcis det, de havde på hjerte. Det blev hurtigt et trygt rum, hvor man kunne lande og blive grebet, især efter nogle af de mere intense workshops.
The Life Within
En af de workshops, jeg deltog i, blev ledet af en psykoterapeut. Hendes mål var at skabe forbindelse til vores underbevidste og åbne et rum, hvor vi kunne udtrykke det, der lå skjult dybt indeni. Vi dannede en cirkel, og en efter en kunne vi træde ind i midten, mens de andre lyttede aktivt og empatisk. Det var intenst. På et tidspunkt trådte en mand ind i cirklen, hans krop begyndte at krampe, og han brød sammen i gråd. Der var noget i hans smerte, der ramte mig, som om hans følelser fandt en vej ind i mit eget indre.
Pludselig kom det hele over mig. Jeg begyndte at hulke ukontrolleret – en følelse, der havde været fanget inde i mig i årevis. Jeg havde prøvet mange ting for at komme i kontakt med de følelser, selv samtaleterapi, men det her øjeblik åbnede en port, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle finde. Jeg forlod cirklen og satte mig ved et vindue. Lige i det øjeblik begyndte det at regne voldsomt, som om himlen græd sammen med mig. Jeg følte mig omfavnet af noget større – det var, som om universet holdt mig i en usynlig krammer. Da jeg langsomt stoppede med at græde, stilnede regnen af. Det føltes som en slags gensidig forståelse; jeg følte mig set.
Efter festivalen gik det op for mig, at det, jeg havde oplevet, var mere end bare selvudvikling eller kommunikationsværktøjer. Det handlede om at skabe en dybere forbindelse – til mig selv og til andre mennesker. Jeg forstod nu, at NVC ikke blot er en måde at kommunikere på, men en måde at være i verden på, med mere åbenhed og ægte nærvær. Det var en oplevelse, der ikke blot ændrede min måde at tale på, men også min måde at lytte og være menneske på.